Modstridig, utålmodig og glemsom

Forleden var jeg til et kursus i en gruppe med nye og ukendte mennesker, så vi skulle naturligvis have en navne runde, hvor vi kort skulle fortælle hvad vi arbejdede med, men også nævne tre kvaliteter, som vi synes var typiske os. Tre. Jeg synes det var svært at vælge. Dem før mig sagde sådan noget som samarbejdsvillig, fleksibel, smilende og klog. Alle sammen fine og gode kvaliteter. Men jeg tænkte, at jeg ville vælge nogle helt andre, nemlig modstridig, utålmodig og glemsom. Det vakte en smule uro og fnisen, og min sidemand efter mig, som kender mig overfladisk, sagde at det mente han i hvert fald ikke.

Jeg havde, provokerende, valgt nogle kvaliteter som andre typisk finder negative, men findes der egenligt negative kvaliteter? Der er tider hvor det er upraktisk at have (eller rettere tage) en bestemt kvalitet i en bestemt situation, f.eks at være utålmodig i en lange kø i Netto, men det er fint at være utålmodig med at komme i gang med havearbejdet. Så i andre sammenhænge er jeg måske medgørlig, tålmodig og husker som en elefant. Det kommer helt an på situationen.

Hvis jeg lægger alle de kvaliteter, jeg overhovedet kan komme i tanke om, sammen med hinanden bliver resultatet: Menneske – hverken mere eller mindre.

Så næste gang jeg bliver spurgt, så er mit svar: menneske, menneske og menneske. Eller måske holder jeg bare fast i modstridig, utålmodig og glemsom, bare for at være modstriende.. Altså hvis jeg husker at være det.

Hvad er dine tre typiske kvaliteter?


“Passion er et valg – ikke noget du køber for 5 kr.” – Christina Christiansen

 

Skriv en kommentar