3 trin til at lykkes med dit nytårsforsæt!

Du kender sikkert til det med at lave et nytårsforsæt – måske endda det samme hvert år – men aldrig rigtigt at nå i mål. Her er 3 trin, som sikrer dig en god start, og øger sandsynligheden for at det vil lykkes! (Der er også et gratis tilbud til dig nederst!)

Trin 1. Hvorfor?

Nytårsforsættet glipper tit, fordi vi ikke overvejer dybt nok hvorfor vi (overhovedet!) gerne vil det her i første omgang. Hvad vil det egentligt betyde, når vi er nået i mål? Hvad vil det give os? Hvis du har et nytårsforsæt om at ville tabe dig, hvad vil det så i øvrigt give dig?
Nytårsforsættet kunne i virkeligheden være et helt andet, for hvis det, at du taber dig giver dig større chance for at finde den eneste ene, og det i virkeligheden er det du vil, skulle nytårsforsættet måske ændres?

Hvis du har det samme nytårsforsæt som de foregående år, så kan du også overveje hvad det egentligt vil koste dig aldrig at nå dette mål – for måske er det simpelthen bare ikke dig at nå det mål? Taber du  egenligt noget ved ikke at nå målet? Hvis ikke, så slip det og find et der vil give dig det, du egentligt vil have.

Trin 2. Mållinen!

Mållinen skal streges op. Så tydeligt at ingen vil være i tvivl om hvad det er, og om vi er i mål eller ej. Det betyder at nytårsforsættet skal være

  1. Attraktivt og formuleret positivt
  2. Specifikt, målbart, og tidsbestemt
  3. Realistisk

Attraktivt og formuleret positivt

Dit nytårsforsæt skal være attraktivt for dig, ellers bliver det svært at motivere dig selv, og derfor svært at opnå. Nytårsforsættet må ikke have ord som “ikke”, “hold op” eller lignede lad-være-med ord. Hvis det har, så lav nytårsforsættet om til det du vil have i stedet. For eksempel, hvis du gerne vil holde op med at spise for meget, så skift det til at du vil spise tilpas.

Specifikt, målbart, og tidsbestemt.

Hvad er det du vil helt præcist? Hvor mange kilo er det du vil tabe dig? Hvor meget eller hvor tit vil du lave motion? Hvor tit vil du lave lektier til tiden? Ikke noget med at bruge ord som “flere”, “bedre”, “mere”, der skal bruges præcise tal.

Hvordan ved du (helt præcist!), hvornår du er i mål? Hvordan kan du bevise det overfor andre (og dermed også dig selv!)?

Hvornår skal du være i mål? Sæt en realistisk tidsgrænse. Den skal være stram nok til, at du føler dig presset. Ligesom vi tit først skriver den danske stil, dagen før den skal afleveres. På den anden side, skal den heller ikke være så tæt, at du på forhånd kan se, at det ikke vil kunne lade sig gøre.

Realistisk

Nytårsforsættet skal være realistisk, for dig, at nå. Måske er det realistisk at tjene en million kroner i januar, måske er det ikke. Det kommer helt an på hvem du er.
Én måde at finde ud at om det er realistisk, er at bryde nytårsforsættet op i delmål. Hvis du skal have tabt 5 kilo til d. 1 maj, hvor meget skal du så have tabt til d. 1. februar? Og er det realistisk for dig? Delmålene kan være jævnt fordelt over måneder, uger eller en anden inddeling, bare det falder dig naturligt. Delmålene kan også sikre at du kan se fremdrift enkelt og nemt. Husk i øvrigt også at fejre, at du når dem!

Trin 3. Forpligt dig!

Lav en aftale med en anden person, som kan holde dig op på om du har fremdrift, og som du kan fejre hvert nået delmål sammen med.

Eller! Måske skal du ikke sige det til nogen du kender. Nogen gange sker det at vores hjerner tager fejl af hvornår og om vi er kommet i mål, fordi den reagerer på følelser. Så følelsen af dels at sige det højt til en anden, og dels at høre “nøj, det er et godt nytårsforsæt!” (der tit kommer tilbage) og så selve glæden ved at komme i mål, bliver blandet af hjernen – så nogen gange stopper vi simpelthen at tænke på nyhedsforsættet efter vi har sagt det, fordi hjernen fejlagtigt tror at vi allerede har gjort det.

Hvis du tænker tilbage på de gange du ikke er kommet i mål, har det så været fordi du har eller ikke har sagt det til andre? Hvad plejer du at gøre? Overvej om du skal gøre det samme denne gang, eller gøre det modsatte.

Til slut, husk at måske er det ikke nemt eller let, men det er heller ikke umuligt.


“Den tid, du nyder at spilde er ikke spildt tid.” – Bertrand Russell

Skriv en kommentar